At blive gravid er noget af det mest naturlige i verden. Desværre er det ikke lige let for alle!
Hvert tiende par oplever nemlig udfordringer med at blive gravide og har brug for fertilitetsbehandling. Det kan være et hårdt forløb, både fysisk og psykisk, og behandling med akupunktur kan hjælpe dig ved at understøtte selve fertilitetsbehandlingen og gøre dig i stand til at håndtere de udfordringer, som hyppigt opstår i processen.
Jeg tilbyder fertilitetsakupunktur ved alle former for graviditetsønsker – ved naturligt samliv, IUI, IVF eller som forberedelse til ægdonation.
Her er nogle af de mange gavnlige effekter ved akupunktur i forbindelse med fertilitet:
- Akupunktur medvirker til, at blodcirkulationen i området omkring æggestokkene forbedres, og derved optimeres næringen til de kommende æg i folliklerne.
- Akupunktur øger blodgennemstrømningen til livmoderen, så slimhinden bliver tykkere. En tyk slimhinde gør, at det befrugtede æg nemmere kan sætte sig fast.
- Akupunktur øger modtageligheden over for den hormonstimulation, som du vil få tilbudt ved fertilitetsbehandlingen, og det kan resultere i flere og/eller bedre æg.
- Akupunktur har en afslappende effekt på både krop og sind, hvilket kan være nødvendigt i den hårde proces. Det har desuden også en smertelindrende effekt ved ægudtagning.
- Akupunktur kan mindske bivirkninger ved de kunstige hormoner som hovedpine, kvalme, hedeture og irritabilitet.
- Akupunktur ved oplægning af æg får livmoderen til at slappe af og gør den klar til implantation af ægget.
- Akupunktur er også effektivt, når du først er blevet gravid, til at lindre graviditetsgener som fx kvalme og halsbrand. Samt i slutningen af graviditeten som fødselsmodning og igangsætning af fødslen.
PSST! Også mænd med nedsat sædkvalitet kan have gavn af akupunktur, som kan hjælpe med at øge antallet af sædceller og deres bevægelighed.
Hvornår bør jeg starte med akupunktur?
Det optimale forløb starter allerede inden fertilitetsbehandlingen, fordi akupunktur kan hjælpe med at forberede og modne æggene, som begynder at lægge sig klar i æggestokkene flere måneder inden en ægløsning.
Hvor mange behandlinger skal der til?
Det bedste resultat opnås ved at skræddersy hvert enkelt forløb, men generelt foreslår jeg akupunktur på følgende tidspunkter i din behandlingscyklus:
IVF OG ICSI:
– Under nedregulering
– Omkring hormonstimulation
– Dagen inden ægudtagning
– I forbindelse med ægoplægning
– Eventuelt også i perioden efter ægoplægning
INSEMINATION ELLER NATURLIGT SAMLIV:
– Løbende op til ægløsning
– Omkring ægløsning
– Eventuelt en uges tid efter ægløsning
Hvad siger videnskaben?
Flere videnskabelige forsøg viser, at akupunktur i forbindelse med fertilitetsbehandling øger sandsynligheden for graviditet. Den sidste nye forskning fra et forsøg i England viser tydeligt, at akupunkturbehandling øger chancen for graviditet.
I et forsøg på Homerton University Hospital i London blev 34 ud af 64 (53%) kvinder, som fik akupunktur, gravide, mens kun 19 ud af 69 (27,53%) kvinder, som ikke fik akupunktur, opnåede graviditet. Resultaterne var så overbevisende, at Roy Homburg, professor i reproduktiv medicin på Queen Mary University Hospital i London, siden har udtalt:
“Som en kynisk og konventionel læge troede jeg ikke på, at det ville virke. Men efter at have set disse resultater, er jeg fuldstændigt omvendt.”
Hvad er akupunktur?
På verdensplan er akupunktur én af de mest benyttede og dokumenterede alternative behandlingsformer. Akupunktur har en gunstig virkning på nervesystemet, kredsløbet, immunforsvaret og hormonbalancen. Ifølge traditionel kinesisk medicin (TCM) opstår sygdomme og smerter pga. ubalancer og stagnation i kroppen. Krop og sind anses som uadskillelige og påvirker hinanden gensidigt.
Når man behandler med akupunktur, sætter man nåle i bestemte punkter på meridianbanerne, som minder om nervebanernes forgreninger i kroppen. På den måde kan man skrue op og ned for tilførslen af energi til forskellige områder i kroppen. Blodgennemstrømningen øges, energien reguleres, og organerne og deres funktioner bliver hjulpet i optimal balance.
En sund og velfungerede krop fordrer en fri og uhindret strøm af Qi i kroppen. Med akupunktur fjernes blokeringer af denne strøm, og balancen genoprettes.
Akupunktur er uden bivirkninger – meget få kan dog opleve øget tørst og træthed efter behandling.
Hvordan foregår en behandling?
Din første behandling hos mig varer cirka 1,5 time og indledes med en konsultation. Sammen gennemgår vi din fertilitetshistorik, får oprettet journal, og jeg lægger en behandlingsplan med udgangspunkt i kinesisk medicin. Desuden gennemgår vi dine kostvaner og livsstil, og jeg vejleder dig grundigt i hvilke tiltag, du kan benytte som supplement til akupunkturbehandlingen for at forbedre din fertilitet.
De efterfølgende behandlinger tager cirka 45 minutter, og inden akupunkturbehandlingen gennemgår vi altid din udvikling fra sidst.
Det gør ikke ondt at få sat nålene i. Du vil mærke et lille prik, men derefter mærker du intet til dem. Jeg benytter udelukkende sterile engangsnåle.